
En nævefuld dollars
About the event
Første del af Leones berømte ’dollar’-trilogi, der også omfatter ’Hævn for dollars’ og ’Den gode, den onde og den grusomme’, er baseret på Akira Kurosawas samuraiklassiker ’Yojimbo’ – og udløste faktisk et søgsmål fra produktionsselskabet bag dén film, der mente, der var tale om direkte plagiat. Men filmen står i dag fint for sig selv.
Med poncho, sammenknebne øjne og rygende cigar indtager Clint Eastwood sin ikoniske rolle som manden uden navn, der trækker sin gun, før han taler. Han ankommer til en ørkenflække nær den mexicanske grænse og bliver snart involveret i et blodigt sammenstød mellem to rivaliserende familier. I virkeligheden holder han dog kun med sig selv. Ennio Morricones nyskabende underlægningsmusik og de markante ultranærbilleder viser, at genren allerede havde fundet sin form med denne tidlige spaghettiwestern.





