
Den barfodede grevinde
About the event
Joseph L. Mankiewicz, instruktøren bag klassikere som 'Alt om Eva' og 'Cleopatra', rejste i begyndelsen af 1950’erne til Italien for at indspille denne fascinerende fortælling om berømmelse og begær. Ava Gardner spiller Maria Vargas, en temperamentsfuld spansk danser, der bliver opdaget af den ellers udbrændte filminstruktør Harry Dawes (Humphrey Bogart). Filmen er opbygget som en mosaik af forskellige synsvinkler, der hver især tegner et billede af Maria og hendes gådefulde personlighed. Mankiewicz lader melodramaets store følelser møde noirens arketyper: Den sjæleligt fortabte mand, den utilnærmelige kvinde, magtspillet og den fatalistiske understrøm. Jack Cardiffs mættede farvebilleder fra blandt andet San Remo og Portofino giver tragedien en overdådig glans.





