
Almayer's Folly
About the event
Chantal Akermans sidste fiktionsfilm – og hendes næstsidste film overhovedet: 'Almayer’s Folly' er en løs fortolkning af Joseph Conrads roman af samme navn, hvor handlingen er flyttet til 1950’ernes Malaysia. Her lever den hollandske handelsmand Gaspard Almayer i et bittert ægteskab med en malaysisk kvinde, som han oprindeligt giftede sig med i håbet om rigdom. Samtidig er han dybt knyttet til deres datter Nina. Filmen åbner med et mord i en bar og bevæger sig derfra bagud mod en mulig forklaring på den tragedie, vi allerede har været vidne til. Akerman lader fortællingen udfolde sig i tætte, sanselige omgivelser: Fra neonlyste barer og havnemiljøer til den overgroede jungle. Musik af W.A. Mozart og Dean Martin driver gennem den fugtige atmosfære. En postkolonial feberdrøm.




